Frikadellemaden, der ændrede Anne-Maries liv

bingo

 

 

 

 

 

 

 

 

Af Alexander Majdahl og Elisaberth Yskes
alexfodbold@hotmail.com elisabethyskes@gmail.com

For vores bedsteforældres generation var det ganske normalt at blive sendt hjemmefra i konfirmationsalderen. Det blev Anne-Marie Nielsen også, men ensomheden flyttede med – lige indtil hun mødte en kollega med en stor madpakke.

Anne-Maries mave råber på den frikadellemad, kollegaen Maria Sørensen tilbyder hende. Hun plejer at takke nej til tilbuddet om mad fra Maria Sørensens madkasse, men i dag tager Anne-Marie imod frikadellemaden.

Den dag ændrede hendes liv.

“Den første bid smagte himmelsk,” fortæller Anne-Marie smilende og med lysende øjne.

“Mine kollegaer fortalte, at jeg fik julelys i øjnene, da jeg satte tænderne i maden.”

Kollegaerne fortalte efterfølgende Anne-Marie, at hun begyndte at åbne mere op.

“De beskrev mig som mere spøjs,” fortæller Anne-Marie.

En hjælpsom medspiller

Det er tirsdag formiddag, og CentrumBingo på Sydbanegade er lige åbnet til en ny dag med bingospil.

Vi, de to seneste medlemmer – nr. 231 og 232. Hver med 100 kr. på lommen er vi klar til at spille med og lede efter en god historie. Vi træder ind i bingosalen, der lyses køligt op af de tætplacerede lysstofrør. Her er kun kvinder. De sidder spredt ved bordene med deres pakkenelliker placeret omkring sig.

Nr. 231 og 232 sætter sig ved samme bord som den storsmilende Anne-Marie Nielsen på 71. Foran sig har hun en drikkeskyr med jordbær- og granatæblesmag, en banan, nydeligt stablede spilleplader samt den vigtige “dupper”, der bruges til at markere de opråbte tal.

Anne-Marie guider de to nye medlemmer kyndigt og tålmodigt gennem spillets mange facetter.

En mur af ensomhed

Efter spillet går turen til en café i nærheden. Her fortæller Anne-Marie stolt, at dagens gevinst er på over 300 kroner.

Trods den beskedne sum er det en sejr for Anne-Marie, at hun i dag kan spille om penge for sjov. Det har hun ikke altid haft mulighed for.

Fra den dag, Anne-Marie blev konfirmeret som 14-årig, har hun skullet klare sig selv.

Dagen efter konfirmationen pakkede hun sine ejendele i sække. På andendagen cyklede hun alene fra barndomshjemmet i Vejen til Brørup Hotel, hvor hun skulle tjene som pige i køkkenet.

Hun forlod et barndomshjem med seks søskende og en mor, der “aldrig har givet mig et rigtigt kram.”

Anne-Marie fik et fint, lille hotelværelse med udsigt til gården og eget bad og toilet. Hun var den eneste unge pige i køkkenet, resten var modne kvinder, som hun ikke havde meget at gøre med. Anne-Marie følte sig tit alene og ensom på Brørup Hotel. Selvom hotelejer Fru Hansens flere gange tilbød hende, at hun kunne komme til hende med, hvad hun måtte have af problemer, holdt Anne-Marie sig for sig selv. I stedet skrev hun dagbog.

“Det hjalp mig med at få sat ord på mine følelser.” Dagbogen blev en erstatning for en ven.

Ensomheden og manglen på menneskelige bånd gjorde, at Anne-Marie begyndte, som hun selv beskriver det, “at bygge barrierer op”.

Barriererne brydes ned

Efter tiden på hotellet i Brørup flyttede hun til Middelfart for i en periode at arbejde på Restaurant Broen.

Og ensomheden flyttede med.

Senere flyttede hun i egen lejlighed i Vamdrup og begyndte at arbejde på slagteriet Danpo. Hun levede sparsomt.

“Hver uge købte jeg et stort rugbrød, et halvt kilo svinefedt og 20 cigaretter til at leve på.” Derudover købte hun et halvt pund kaffe, som hun blandede med erstatningskaffe.

På Danpo spiste Anne-Marie aldrig frokost.

Det opdagede kollegaen Maria Sørensen, der begyndte at tage en ekstra stor madkasse med. Hver dag tilbød hun Anne-Marie den overskydende mad, men Anne-Marie nægtede at tage imod den. Men en dag, hvor Anne-Marie var meget sulten, kunne hun ikke længere modstå kollegaens tilbud. Hun fik en frikadellemad med rødbeder.

“Den frikadellemad ændrede mit liv,” siger Anne-Marie storsmilende.

Den første bid var “himmelsk”, og den dag i dag er det stadig hendes “bedste mad.”

Men at tage imod frikadellemaden betød mere end en mæt mave for Anne-Marie.

“Det var helt sikkert et vendepunkt. Siden den dag har det været vigtigt for mig at være social.”

I den efterfølgende tid gik det op for Anne-Marie, at det ikke er farligt at tage del i et fællesskab. Selvom det var vanskeligt i starten, blev Anne-Marie mere og mere tryg med andre mennesker.

Og da Anne-Marie fik sit første barn, blev barriererne endeligt brudt ned.

Forholdet til familien og særligt hendes to sønner og børnebørnene bliver der værnet om.

Hendes egen mors mangel på udtryk for kærlighed og følelser er ikke noget, hun har ført videre til næste generation.

“Mine to sønner kalder mig tit pylret og overbeskyttende,” siger Anne-Marie grinende, og bingo-klub-medlemmerne 231 og 232 rejser sig fra bordet og de tomme kaffekopper.

Vi takker Anne-Marie for påmindelsen om, at livet skal leves, og at det kan betale sig at være stærk, men stadig at kunne tage imod.

Dansemor for sine dansemus

dansemor

 

 

 

 

 

 

 

 

Af Richard Fisher Hansen og Julie Andersen
fisherhansen@hotmail.com markinnie_julie@hotmail.com

Tina Jespersen fra Kolding lever og ånder for dansesporten, og hun skal have den travle hverdag til at passe sammen med både arbejde og børn på et dansegulv.

Inde i en aflukket krog af Låsbygade i Kolding danses der intimt tre gange om ugen.

Klokken er knap 18.30 en mandag aften, skoene er kridtet, og datteren Trine er ved at gøre sig klar til at danse i Birgit Husteds danseskole.

Nedenunder kan man høre den populære sang ‘Blurred Lines’ af Robin Thicke og Pharrell Williams, der er sat på anlægget.

Tina sidder med sit løse hår i den grøn blomstrede stol og fortæller om det fantastiske ved sporten og det at være dansemor.

“Birgit Husteds danseskole er et lille intimt sted, og her er vi ordentlige ved hinanden. Selvom vi er konkurrenter, er vi også venner”, forklarer hun.

Dansens betydning

“Dans er blevet en livsstil”, forklarer Tina Jespersen, der fast er med døtrene rundt i hele landet til stævner, men også til de ugentlige træningsgange.

Tina beskriver børnene som det vigtigste for hende. Hun nyder de mange stunder, hun og døtrene får, når de er til stævne sammen.

“Vi kommer tættere på hinanden i en periode af børnenes liv, hvor det mest spændende måske ikke lige er mor og far, så mor-og-datter-tiden betyder meget for mig,” fortæller Tina Jespersen.

Tinas datter, Trine Jespersen, uddyber:

“At min mor er med til stævner betyder meget, og man smiler altid lidt ekstra, når man vender imod det publikum, hvor ens mor står”.

Og mor Tina understreger, at det kan tælles på én hånd, hvor mange gange hun har misset et stævne.

Tina Jespersen ønsker det bedste for sine piger, og hun har et inderligt håb om, at datteren Trine og hendes partner, Jens Due, kan vinde danmarksmesterskabet i latin til november, og der skal ikke herske nogen tvivl om, at moderen vil være at finde blandt publikum.

Tina går meget op i at støtte døtrene til stævner. Følelserne kan let tage overhånd, og det sker tit, at hun bliver endnu mere nervøs end datteren selv.

“Inden Trine går på gulvet, er jeg så nervøs. Mit hjerte det banker, mine hænder sveder, og jeg kan ikke styre det. Jeg har det så dårligt på deres vegne, jeg er helt oppe at køre”.

Tina Jespersen har en god følelse af at se sin datter på den store scene, og hun blomstrer op, når hun skal beskrive datteren til stævner.

“Når hun så danser, er jeg stolt. Jeg synes, hun er så smuk”, siger hun.

Minderne er mange

Alt er ikke lutter lagkage for moderen og døtrene. Nogle gange kan der også være hektiske morgenener inden store stævner, hvor temperamenterne kan komme i kog.

“Selvom jeg nogle gange kan blive sur om morgenen, ved de, jeg gør det af kærlighed”, lyder det fra Tina Jespersen.

Hele verdenen omkring sporten betyder alt for Tina Jespersen.

“Det er en livsstil. Jeg elsker det. Det er mit et og alt. Især at det er med mine børn”, forklarer hun.

Beboer på Ældrecenter Øst glæder sig over hundeliv

Knud Villemoes får besøg af Sita cirka én gang om ugen

Knud Villemoes får besøg af Sita cirka én gang om ugen

Siden 2012 har hunden Sita været besøgshund for den 85-årige Knud Villemoes. En anderledes besøgstjeneste, som er en glædelig variation, i en ellers stille tilværelse på Ældrecenter Øst i Vollsmose, hvor han bor. 

Af Mikkel Thuesen

thue_13@hotmail.com

Friskbrygget kaffe og hundekiks står klar på bordet i Knud Villemoes’ værelse på Ældrecenter Øst, da det banker på døren. Ind kommer hunden Sita med kurs direkte mod Knuds åbne arme. Gensynsglæden er ikke til at tage fejl af.
Sitas boltrende adfærd, samt de lys, der tændes i den 85 åriges øjne, da Sita lægger sig for hans fødder, vidner om et venskab af stor betydning.

Ja, du er en dejlig vovse,” lyder det saligt fra Knud Villemoes, mens han stryger sine hænder hen over Sitas pels.

Et hundeliv

Knud Villemoes har det meste af sit liv været vant til en dagligdag i selskab med hund. “Min kone og jeg fik vores første hund, da vores yngste datter, Helle, blev konfirmeret, og siden da har vi altid haft hund – Helle er i dag 57 år,” fortæller han.
Det var derfor heller ikke uden vemod, at han for knap tre år siden flyttede ind på Ældrecenter Øst i Vollsmose.

Jeg måtte forære min langhårede gravhund, Pan, væk, da jeg flyttede ind. Man må jo ikke have kæledyr her på stedet.”

Det var en hård beslutning at skulle skille sig af med gravhunden, Pan. Knud Villemoes har nemlig altid sat stor pris på den tilknytning, han oplever hos menneskets bedste ven. 
Et skævt smil danner sig på hans læber.

Hunde ved, hvor de har det godt, de er trofaste!

Det er ikke ligesom katte, de er mere deres egen,” lyder det kækt fra den hundeglade pensionist, mens han belønner Sita med en godbid.

Besøgsven med hund

Besøgshunden Sitas ejermand hedder Karin Ritter, og hun er også med på besøg. I september 2012 begyndte hun som “besøgsven med hund” på Ældrecenter Øst.
Karin Ritter er den eneste af sin slags på hele ældrecentret.
Ligesom Knud Villemoes, og Sita, sætter også hun stor pris på besøgsordningen. 

Jeg har ikke mine forældre længere, men Knud er samme generation, som de var, og så kan han jo fortælle historier fra den tid.”

Karin Ritter besøger Knud Villemoes cirka én gang om ugen, og hun anbefaler andre at gøre det samme.

Jeg vil absolut opfordre andre til at gøre det samme, det er rigtig hyggeligt og livsbekræftende.”

Værd at vente på

Når man altid har været et aktivt menneske, kan plejehjemmets rolige omgivelser, let komme til at fremstå en smule stillestående. Sådan oplever Knud Villemoes det engang i mellem.

Jeg har ikke taget det roligt i 85 år, og her er ofte meget stille. Alle dem jeg bor sammen med hører ikke ret godt. Så på den måde betyder det temmelig meget at få besøg af Sita og Karin – så er der også noget at se frem til.”

Knud Villemoes fisker den sidste hundekiks op af pakken og giver den til Sita, der taknemmeligt logrer med halen. Karin Ritter tager ordet – man fristes til at sige på vegne af Sita.

Jeg kommer igen, engang i næste uge!”

Besøgshunde og Forskning

I følge en ungersøgelse, har forskere fundet ud af, at kontakten til hunde har en positiv effekt på ældre mennesker.

I 2013 præsenterede organisationen IAHAIO et resultat, som bekræfter at besøgshunde kan være en gavnlig aktivitet for ældre på plejecentre. Projektet er finansieret af TrygFonden, og på deres hjemmeside udtaler lederen bag forskningen, ph.d. og seniorforsker Karen Thodberg fra Aarhus Universitet, følgende: “Alle mennesker har brug for kontakt til andre. Besøgshundene giver de ældre mulighed for at have fysisk kontakt, som de måske mangler i dagligdagen. En hund kræver ikke, at man taler, og den reagerer umiddelbart på de ældres berøring og giver dem noget igen”.

FOTO: Højskoleelever mister Manchester-mødom

Mandag d. 24. november drog 15 højskoleelever og deres to lærere afsted på studietur. Rejsemålet var storbyen Manchester. En destination ingen af de rejsende før havde besøgt. Turen var en stor succes, og alle vendte hjem med en god portion oplevelser i bagagen. Her følger en række billeder fotograferet af David Sebastian Eriksen.

Tryk på billederne for at få vist en større udgave

AHMC-153 AHMC-63 AHMC-36 AHMC-47 AHMC-120

Er der en historie i enhver idé?

Luftskipperens redaktion besluttede i begyndelsen af opholdet at lave journalistik på en anden måde. Vi skulle ikke jagte den gode historie, den skulle komme til os. Men det var lettere sagt end gjort.

Af Elisabeth Yskes og Anne Kjærgaard Filbert

elisabethyskes@gmail.com, anne.filbert@hotmail.com

Vejret er gråt og trist. På bænken ved dammen i Askov er der tomt. Vi er de eneste der er her, lige bortset fra de få ænder, der befinder sig i den kolde dam. Henne på stien cykler der en lille pige forbi, fuldstændig pakket ind i vintertøj – det er jo trods alt også november.

Nu sidder vi her. På den samme ensomme bænk som flere af vores medstuderende har siddet ved op til flere gange nu. Vi har alle forsøgt på nøjagtigt det samme: at finde den gode historie. Lige netop den gode historie ville vi finde ved at spørge tilfældige forbigående ved bænken i håbet om, at de gerne ville fortælle deres historie til os. Vi havde store ambitioner på idéens vegne. Vi ville have historien om den unge mand, der ved sin bedstemors død pludselig finder ud af, at den han troede var hans søster, i virkeligheden var hans mor. Vi ville have historien om den far, der har vundet i lotto ved at spille på sin søns CPR-nummer.

Der skete bare aldrig rigtig noget. Vi fandt måske en enkelt eller to, der gerne ville snakke med os, men deres historie måtte vi aldrig få. Vi kigger på hinanden, og vi kan mærke, at det samme er tilfældet nu. Vi er gået forgæves.

Ænderne ser dog ud til at trives trods det kolde vejr. De leger, fanger og plasker, og hele deres tilstedeværelse virker nærmest beroligende. De føler ikke noget pres. De skal ingenting, og de jagter ingenting – altså måske lige bortset fra mad. Ænderne begynder så småt at nærme sig bænken. De tror nok, at vi har brød med til dem. Men det har vi ikke, så ænderne søger hurtigt videre for at finde føde et andet sted.

Vi søger også væk fra søen, og vi bliver de sidste fra redaktionen, der sidder der. Selvom en idé til tider virker som verdens bedste, må man en gang i mellem se sig slået af virkeligheden. Som vores lærer i journalistik, Ida Skytte altid ville sige: ”Kill your darlings!”